Spiste Frokost hos Tolstrup i det alleryderste Thule, Nyelands Plads!! Han viste mig bagefter den under Opførelse værende Godthåbskirke, ved hvilken han skal være Præst.
Et rart og tilfreds Brev fra Preben, der synes helt at gå ind på Erik Scavenius’ Planer angående hans Fremtid, så er der da Håb om at få Preben noget nærmere ved Danmark om få År. Preben opfordrer mig stadig ivrigt til at komme til Peking i Efteråret.
Da jeg kom hjem forefandt jeg et Brev fra Paul Jørgensen. Efter mange Omsvøb mundede Brevet ud i det hvori så mange af mine erotiske Forbindelser er udmundede: i en Anmodning af et Pengebeløb.
Moder fortalte, at Prins Hans, under Besøget på Fredensborg, havde fortalt om Prinsesse Maries Død. De Anfald, der var gåede forud for Døden var af de tilkaldte Læger blevne karakteriserede som forårsagede af Drankergalskab og overdreven Nydelse af Morfin.
Gruer ved Tanken om at jeg fra i morgen skal have Gæster lige til September, forhåbentlig bliver der en Dags Tids Pusterum mellem Emil Holms og Paul Reimers Besøg. Dirrede af Nervøsitet.
Havde Frøken Fibiger og Jomfru Petersen hver for sig oppe hos mig for at give dem Instrukser vedrørende de kommende Dages Rykind af Gæster. De to Damer ligger nok, efter hvad jeg hører, mere end nogensinde i Hårene på hinanden, formodentlig har den arrige Jomfru Petersen Hovedskylden.
Leths og Haffner rejste om Morgenen tidlig over Ullerslev. Lunde kom Kl. 10 for at tilse Statshønseriet – hvor er den skikkelige Mand langsom.
Havde en Del Skriveri om Morgenen. Så sammen med Reimers på mine Billeder og Kunstsager. Efter Frokost kørte vi ud i Charabanc. Luften var lidt fugtig og blød, med en ganske fin Dis.
Kl. 10 satte vi os alle 3 i den åbne Landauer og kørte under munter Samtale og Spøg til Odense, hvor vi i den allerbedste Stemning spiste Frokost og bagefter besørgede en Bunke Ansigtskort. Beså det indre af Domkirken og aflagde et Besøg i H.C. Andersens Hus.
Drak Te sammen med Paul og besørgede så en Del Skriveri. Meget lystige ved Frokosten og ganske overstadige bagefter inde i den tyrkiske Stue, jeg gennemlever une seconde jeunesse i disse vidunderlige uforglemmelige Dage.
Med 11 Toget rejste mine to Gæster, og jeg var alene i det store Hus. Allerup så efter den bortkørende Vogn med et døende Blik. Jeg gik ud i Marken og havde desuden en lang Forhandling i Hønseriet med Rasmus. Med Conradsen talte jeg længe oppe på Avlsgården og gik så alle Markerne rundt.
Spiste Middag hos Nimb inde i Tivoli og betjentes af en nydelig Opvarter. Inde på Hotellet kunne jeg i Ro og Mag pakke ud og ordne inden jeg Kl. 8 begav mig hen på Dagmarteatret at se Bernsteins Samson.
Henne at besøge Komtesse Lerche, der havde læst i Kjøbenhavn om Paul Reimers Besøg hos mig. Hjem at klæde mig om og så ud at spise i Det Ny Teaters Restaurant, der er yderst flot og en slavisk Kopi af Berlinerrestauranterne. Vi er og bliver nu engang Germanernes Lærlinge.
Spiste min Middag her på Hotellet og så derefter Penelope på det Kgl. Teater – et temmelig tomt og tyndt Lystspil, der stærkt grænser til Farcen – det sørgelige er, at vore kongelige Skuespillere netop spiller den Slags Stykker á la perfection.
Spiste Frokost hos Haffner og tog så derfra ud til Fru Aggersberg og Fru Wittrup. Inden jeg begav mig til Eftermiddagsforestillingen på Det Kgl. Teater gik jeg op at tage Afsked med Fru de Gohr, der var meget bevæget ved Afskeden.
Gik en Formiddagstur med Moder, der stadig er amée de tous ses nerfs over den formentlig slette Behandling Faderen har været Genstand for ved Landstingsvalget.
Et langt Brev fra Moder, der stadig er opfyldt af Faderens Nederlag ved Landstingsvalget og de fynske Godsejeres Optræden ved den Lejlighed. Kongen skal nok være forbavset over Rudolph Juels Valg.
Blodig Revolution i Lissabon. Det virkede uhyggeligt og deprimerende på mig.