Aviserne tale så godt som kun om Landmandsbankens Fallit, endog en Begivenhed som Grækernes knusende Nederlag i Krigen med Tyrkerne, en Begivenhed, der måske kan fremkalde en ny Verdenskrig, behandles som quantité négligeable.
Var henne på Casino at se Jorden rundt og glædede mig over det stemningsfulde Stykke, de smukke Dekorationer og Sangene.
Det meste af Dagen gik med Møder og Udveksling af Visitter med Byens Autoriteter, Borgmester Bresemann ser fæl ud og Rygterne om den Tone, han har indført i Nakskov er ikke overdrevne.
Var henne i Casino at se Capriciosa, hvor er det gamle Stykke pænt og rørende, og hvor er Hillebrandt indtagende.
Var henne på Phoenix at besøge Houmark. Havde en Del Tilføjelser og Rettelser at gøre til Prins Carls Rejse og arbejdede med det lige til jeg skulle hen i Casino at se Edgar Høyers morsomme Tante Cramers Testamente.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.