Havde en meget interessant Aften i Betty Nansen Teatret, hvor det nye Stykke Den store Svindel blev opført.
Var ude til en af Sæsonens interessanteste Forestillinger, det var Komedien af den norske Forfatterinde Nini Roll-Anker med Fru Betty Nansen i Hovedrollen. Fru Nansen siger selv at det er hendes Livs tredje Rolle, først Agnete, så Tora Parsberg og nu denne.
Havde en god Aften ude på Betty Nansen Teatret, det er dog det interessanteste af Byens Teatre, der blev givet Bjørnsons Leonarda. Havde en lang Samtale med Helge Rode i Mellemakten, talte også med Carl Behrens.
Brev fra Houmark, der meddeler mig, at hans Ven, Prins Vilhelm af Sverige så gerne ville til Lundsgaard når han holdt foredrag i Odense. Havde Christian Jørgensen oppe at forbeholde ham, at han skulle holde Fred med sine Folk derude på Revningegården.
Meget deprimeret, længes efter Lundsgaard. Læste i A.D. Jørgensens historiske Afhandlinger og i Frenzens Bismarck, koldt og uhyggeligt i Huset, Mary kom og besøgte os, meddelte at Preben var blevet undersøgt af Knud Faber, der ikke mente det var Mavesår.
Var ude i Det Borgerlige Teater og så en Spurv i Tranedans. Blev overrasket ved at se Roskildenseren Schleis-Christiansen som Halling, han så godt ud, det var ham der spillede i Roskildensersamfundets Revy for et Par År siden.
Var om Aftenen i Det Borgerlige Teater og så Palle Rosenkrantzes Klovnen med Alstrup i Hovedrollen. Han var udmærket.
Så på Betty Nansen Teatret Frøken Kirkemus med de to Filmberømtheder Gunnar Tolnæs og Karina Bell i Hovedrollerne, sådan noget, det trækker.
Marstrand spiste hos mig i dag, bagefter var vi i Betty Nansen Teatret og så O’Neills Drifter, man må beundre som der arbejdes på den lille Scene, også fra den så sympatiske Henrik Bentzons Side.