Forsvarsministeren har indkaldt 9000 Mand som Følge af de urolige Forhold i Europa, også et Par Krigsskibe er blevne bemandede. Der er såmænd al mulig Grund til det, da Situationen ser meget truende ud.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.
Man mærkede absolut intet til, at det var Grundlovsdag, den Dag er Folk så ganske ligegyldig. Regeringen gnider sig i Hænderne af Glæde over, at det nye Grundlovsforslag blev nedstemt ved Folkeafstemningen, hvilken Komedie.
Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Vilhelm og Jacques Wiehe, det er en gammel Gæld til de to brødre for alt det, de gav mig i min Ungdom.
Smukt Brev fra Houmark i Anledning af min Afhandling om Vilhelm og Jacques Wiehe, også han mindes som jeg de to Brødre med Pietet, ja det var andre Tider og andre Mennesker dengang.
Den største Begivenhed i lange Tider er indtrådt, en Begivenhed, der vil have sådanne Følger, at de slet ikke er til at overskue: Rusland og Tyskland have sluttet en ikkeangrebspagt!
Tyskland synes noget at have forregnet sig med Hensyn til Virkningen af den nye Konstellation Rusland-Tyskland; England og Frankrig fastholder stadig, at ville støtte Polen i Tilfælde af Krig. De tyske Hære er på Vej mod den polske Grænse.
Situationen ser lidt roligere ud i Dag, idet Hitler har erklæret at ville nøjes med Danzig og Korridoren… Da jeg kom hjem, var Nyhederne atter dårligere, det lader til, at Hitler vil have tilbage de Dele af Polen, som Preussen havde inden 1919, det vil sikkert fremkalde Krig!