Viggo ringede mig op i Telefonen imorges, hvor jeg tydeligt kunne høre hans elskede Stemme.
Vågnede lykkelig ved Tanken på i går. Var ude på Frederiksberg og så på de nye smukke Villaveje. Besøgte Albrecht Schmidt og talte med hans Moder, der med sine hvide År endnu haver Præg af at have været en stor Skønhed. Så op til Frøken Line, der havde Pigesorger.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
Talte med Viggo om Morgenen i Telefonen. Havde Møde henne hos Carlberg angående Årsberetningen. Sad længe henne hos Komtesse Lerche, jeg fortalte hende om, hvad Viggo betød for mig.
Viggo kom op til mig et Kvarter over seks, han sagde straks, at jeg så dårlig ud og spurgte, hvad der var i Vejen, med en Tone, som vidste han det, jeg svarede da heller ikke. Han bragte et meget stort Billede efter hans Sejrherren fra Marathon.
To Gange var den elskede Viggo i Telefonen for at høre om jeg ikke var ked af det på Grund af i går, han er mageløs hensynsfuld og god. Besøgte Komtesse Lerche og var så henne hos Frøken Jarfeldt at få Ansigtsmassage. Jeg aflagde Tante Louise et Besøg på Vejen ud til Viggo.
Hostede uafbrudt hele Natten. Var med Faderen oppe i Hofmarskallatet at tale med Rothe i Anledning af at Kongen havde meldt sig til Middag. Vagtparaden trak op, medens vi var der.
Sad i Ro om Formiddagen og læste i Prosper Mérimées Breve. Efter Frokost tog jeg et Automobil og kørte ud til Rosenvængets anden Tværvej 39A og ringede på udenfor Viggos Atelier, jeg er det eneste Menneske, han har givet Lov til at komme ind og se på hans Arbejde.
Jeg gik straks efter Te ud i Rosenvænget og ringede på i No 32, gav den svenske Pige Brevet til Viggo, jeg havde selv kun skrevet ganske sagligt og indlagt Moders Indbydelse til på Torsdag samt det smukke Brev fra Houmark.
Tog Bad henne på Badeanstalten, var meget nervøs. Besørgede en Del Ærinder. Gik Tur med Moder efter Frokost nede i Østre Anlæg. Vildænderne svømmede allerede rundt parvis i Gravene.
Brev fra Viggo, der meddeler mig, at han rejser til Paris over Bergen og England i morgen otte Dage. Han har ikke Tid til at komme til Lundsgaard forinden. Hans Breve er næsten altid en Variation over Temaet ”jeg har ikke Tid”. Fuld af Bitterhed mod Viggo og alle andre [andre] Mennesker.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.
I København tog jeg ind på d’Angleterre. I Forhallen så jeg Viggo, der hverken så videre overrasket eller glad ud over at træffe mig. Han havde sin trætte og blaserede Mine på. Det var ikke lykkedes ham at finde en Lejlighed. Han så smukkere ud end i Kolding.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Sad lige til 11½ for at vente på om Viggo dog ikke ville komme ned til mig for at gøre det godt igen at han havde brudt sit Løfte i går Aftes, men der kom ingen. Så gik jeg op til Heine, da Rubow er bortrejst. Han mente, jeg havde haft godt af Bicykelturene, men gentog, at mit Hjerte var svagt.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Var ude at blive behandlet videre af Birger, der var raskere idag, var så hos Koefoed, der var meget irriteret på Ministeriet og ikke mindst på sin Chef, Finansministeren, der forlanger, at han skal skaffe nye 100 Millioner ind i Skatter.
Imorgen kommer altså Viggo, han er dog næst efter Moder og Preben det menneske, der står mig nærmest, de lange Adskillelser kan intet forandre i det Forhold.
Sad i Spænding og ventede på Viggo, der kom kørende ind i Gården Kl. 1 med sin nye store Renault-Automobil, styret af en spansk Chauffør.
Viggo kom ind at sige farvel til mig imorges tidligt inden han rejste.