Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
Viggo er mageløs hensynsfuld og kærlig imod mig, trods de foruroligende Efterretninger om Moderens Tilstand, der hvert Øjeblik kan bevirke, at han over Hals og Hoved må rejse over til Løndal kommer han op til mig og telefonere desuden flere gange om Dagen til mig.
Søndag Morgen og Solskin, og der blev intet af Viggos og min Tur. Pigen bragte mig en Telefonbesked fra ham: ”Hr. Jarl kommer op til Greven Kl. halv fire”, hverken mere eller mindre.
Viggo ringede mig op i Telefonen imorges, hvor jeg tydeligt kunne høre hans elskede Stemme.
Jeg gik straks efter Te ud i Rosenvænget og ringede på i No 32, gav den svenske Pige Brevet til Viggo, jeg havde selv kun skrevet ganske sagligt og indlagt Moders Indbydelse til på Torsdag samt det smukke Brev fra Houmark.