Jeg var henne at høre [at høre] Vilhelm Andersens Foredrag om Holberg.
Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Vågnede i en meget nedtrykt Stemning. Ked af det med Odense Teater. Er også noget trykket ved Tanken på de politiske Forhold og min egen dårlige økonomiske Situation.
Efter gudstjenesten talte jeg med Pastor Nielsen om Kaj Munks Ordet, han sagde, at Udgangspunktet i Stykket er forkert, et Menneske gør ingen Mirakler i Kraft af sin Tro, men Vorherre bruger Mennesker til gennem dem at gøre Mirakler.
Måtte atter mægle mellem Thorvald Larsen og Starck, det er jeg snart ked af.
Fortvivlet Brev fra Starck, der e gået ind i de arbejdsløse Skuespilleres Række, der udgør 36 Procent af Landets Skuespillere; Starck har uden Resultat antichambreret hos de tarveligste Provinsdirektører.
Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Vilhelm og Jacques Wiehe, det er en gammel Gæld til de to brødre for alt det, de gav mig i min Ungdom.
Smukt Brev fra Houmark i Anledning af min Afhandling om Vilhelm og Jacques Wiehe, også han mindes som jeg de to Brødre med Pietet, ja det var andre Tider og andre Mennesker dengang.
Skrev langt Brev til Graae angående Køb af Villa, eventuelt den på Frydendahlsvej. Skrev til Erik, der ønsker at leje Godsinspektørboligen i Tranekær. Kørte hen til Fru Nyholms Fødeklinik i Rosenørns Allé at se Karl Gustavs nyfødte Dreng.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
Arbejdede på Storkansleren, lige til Karl Gustav kom; han prøvede hver dag i Fru Inger til Østraat men så ellers ikke lyst på Betty Nansen Teatrets Fremtid, da der stadig var gabende tomt til Forestillingerne.
Klokken 12 frøs det 16 (Seksten) Graders Reaumur, mærkeligt tre Vinter i Træk, Krigsvintre, Polarkulde, en Ulykke kommer aldrig alene. Karl Gustav kom Kl. 3 og medbragte Krokus samt nogle Prøvebilleder, hvoraf jeg skulle vælge to, der lignede ham, og her som altid var han aldeles naturlig.
Nåede at arbejde på ”Storkansleren” inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen på Frederiksberg Kl. 3; det var det amerikanske Stykke Vor By af Thomas Wilder; jeg syntes godt om Stykket, dets Alvor, Bredde og Poesi.
Havde Besøg af Karl Gustav Kl. 2. han var meget ked over, at han var gået glip af Direktør Melsings Engagementstilbud for næste Gang, men han måtte afslå det, skønt han overhovedet ikke aner, om der eksisterer noget Betty Nansen Teater til August.
Spiste i Drachmannskroen en udmærket Middag og var så henne på Frederiksberg Teater at se Shakespeares Trold kan tæmmes. Direktør Melsing var kommet godt fra Iscenesættelsen; Skuespillerne råbte lovlig meget, hvilket gik ud over Talens Tydelighed.