Var inde i Kerteminde at besørge en Del Ærinder, blandt [andet] på Posthuset at afhente det Brev fra Köln med Billet til Opførelsen af Elektra den 29. Juni.
Brev fra Starck tilligemed hans Fotografi som Peer Gynt, han kommer og bor hos mig når han skal assistere ved Houmarks Oplæsning i Kerteminde.
En ny Forkølelse i Gang. Jeg gad vidst, hvor mange Forkølelser, jeg har mellem År og Dag. Delcomyns kom og aflagde mig Visit, de var meget opfyldte af Rygterne om at jeg skulle være Teaterchef og sagde, at man i Kerteminde ikke talte om andet.
Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Besøgte Houmark, der var meget glad over, at han var kommet på Finansloven med en særdeles rundelig Forfattergage.
Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
Arbejdede på Storkansleren. Var hos Rydgaard at få min nu månedlige Indsprøjtning. Rydgaard udtalte sig meget kraftigt mod Quisling; som han sammenlignede med Nero; mente, at når Nero engang var glemt, ville Verden med Afsky nævne den fule Forræder Quisling.
Den store Begivenhed er Direktør Carl Salomonsens Selvmord; Salomonsen var Danmarks rigeste Mand; man gætter på, at Grunden til Selvmordet var Frygten for det kommende Nazistministerium; får vi det, begynder Jødeforfølgelserne som nu i Norge.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Brev fra Olaf Gynt om at Kydos skal opføres på den norske Scene til Vinter. Olaf Gynt er sjældent gået tomhændet fra mig; denne Gang får han 500 Kroner for at kunne udgive Midnats Musik.