Særlig Unter den Linden ser man betydelige Forberedelser til Kejserens 50-årige Fødselsdag. Misstemningen mellem ham og Folket synes jo nu at være trukket over, Krigsfaren ligeledes.
Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Redaktør Paul Dreyer fra Fyns Stiftstidende var her til Frokost med sin nydelige unge Frue.
Den tropiske Hede tager til, i dag viser Termometret 22 Grader i Skyggen; Karl Gustav besøgte mig; vi sad på Havetrappen under markisen. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen fortalte mig om sine Oplevelser i Nansensgade under Gadekampene.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.