Tog Bad henne på Badeanstalten, var meget nervøs. Besørgede en Del Ærinder. Gik Tur med Moder efter Frokost nede i Østre Anlæg. Vildænderne svømmede allerede rundt parvis i Gravene.
Jeg har hele min Åndsnærværelse behov, særlig ved Måltiderne for at holde det gående og hindre at Moders latente Irritation mod Frøken Blumer kommer til Udbrud. Frøken Blumer tier bumstille til alle Moders Udfald mod Tyskerne og deres Krigsførelse.
Skrev efter Anmodning af Direktør Thorvald Larsen et Indlæg til Berlingske Tidende for at råde Bod på den sønderlemmende Kritik af Folketeatrets nuværende Forestilling.
Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.
Talte med min Nabo Lundsten, der sagde, at der den Aften, da Gadekampen fandt Sted her på Frydendalsvej, også trængte Kugler ind gennem Ruderne i hans Villa, både hos ham og i Stuen, flere andre Villaer i Nærheden blev ramte.
Smukt Brev fra Hans Bendixen, som jeg havde det romantiske Møde med; Sammen på Bænken i Østre Anlæg.
Var til Generalprøve på det svenske Stykke Farmor og Vorherre, hvor jeg i fulde Drag nød Fru Garlands Spil som Farmor; hun er en af de nulevende Skuespillerinder, jeg beundrer mest.
Tyskerne er gåede over til Offensiven mod Vest, medens de Allierede skændes indbyrdes og Churchill og Eden bekæmper [Venner] Stalins Venner i Grækenland.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.