Karl Gustav har ladet sig engagere til Frederiksberg Teater; så har Direktør Melsing da endelig fået sit brændende Ønske opfyldt, jeg afbryder så Forhandlingerne med Riddersalen efter min Søns mindre hensynsfulde Optræden.
Den store Begivenhed er Direktør Carl Salomonsens Selvmord; Salomonsen var Danmarks rigeste Mand; man gætter på, at Grunden til Selvmordet var Frygten for det kommende Nazistministerium; får vi det, begynder Jødeforfølgelserne som nu i Norge.
Disse feje Banditter til Englændere har i går bombarderet København, de tør kun angribe åbne Byer, hvor de kan slås med Oldinge, Kvinder og Børn, her er mange dræbte og sårede.
Spiste i Drachmannskroen, hvor den pæne og rare Jørgensen serverede for mig; Jørgensen sagde, at både Teatre og Restauranter havde adskillig mindre Søgning siden Englændernes Bombardement af Byen.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.
Kaj Munk er blevet myrdet, temmelig sikkert af Medlemmer af Schalburgkorpset; en kendt Borger i Slagelse er også blevet myrdet; der er Forfærdelse hele Landet over; alle forstår, at Kaj Munk skulle dræbes, fordi han så ofte havde tilkendegivet sin Uvilje mod Tyskerne.
Da Olga var gået, kom Karl Gustav, der er meget optaget af sin Rolle i Celestina og læser det meste af Dagen udenfor Teaterarbejdet på den.
Den tropiske Hede tager til, i dag viser Termometret 22 Grader i Skyggen; Karl Gustav besøgte mig; vi sad på Havetrappen under markisen. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen fortalte mig om sine Oplevelser i Nansensgade under Gadekampene.
Arbejdede på Storkansleren. Var henne i Skolen på Nyelandsvej for at afhente mit Legitimationskort; den Mand, der ekspederede mig udtalte, at jeg altid måtte have Kortet ved Hånden, da jeg ellers risikerede at blive kaldt i Dagmarhus, hvilket var meget ubehageligt, tilføjede han.
Arbejdede på Storkansleren, kæmpende med Trætheden; senere kom Karl Gustav som var meget opfyldt af sine Planer om at overtage ledelsen af Allé-Scenen.
Der rejser sig Vanskeligheder for Makwarth med Hensyn til hans Lejemål af Allé-Scenen, idet Melsing har skruet Lejen så højt op, at Makwarth ikke mener at kunne betale den.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger med Emmeluth, mest om min Ordning med Allé-Scenen. Var i Det Kongelige Teater, hvor jeg hørte Donizettis Don Pasquale, hvor er den italienske Musik dog let at få fat på, hvor den glider let gennem Ørerne!
Karl Gustav sad et Par timer hos mig om Formiddagen. Han bad indtrængede om at skrive til Frederik Schyberg i Anledning af hans smukke Kronik om den nye Udgave af Fru Heibergs Erindringer, som både min Søn og jeg er meget begejstrede for. I dag skulle min Søn til Prøve på Allé-Scenen.
Kehler sendte mig min Kontrakt med Direktør Miskow Makwarth og Kontrakten mellem min Søn og Makwarth. Mordene og Overfaldene her i København og over Landet tager daglig til. Gik en Tur i den smukke Damhuspark.
Karl Gustav kom op til mig, avec de tous ses ner[f]s, i Anledning af at en Odenseskuespiller, der er i København i disse Dage, havde fortalt ham om de Rygter, Arne Ole David havde udspredt.
Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Arveprinsesse Caroline; Arbejdet interesserede mig højligen, og jeg mener, at Artiklen blev god. Så kom Karl Gustav, der blev glad over Gruppebillederne med ham selv og mig.
Kehler mente, det gik yderlig slet med Allé-Scenen, men han indrømmede, at det for en meget stor Del skyldtes de mange Uheld, der havde ramt Makwarth. Kehler var blevet truet af Stikkere om at melde ham til Tyskerne for Sabotage; rent Vanvid.
Skrev til Hellan Kolbye, der vist er fortvivlet over Mordet på Müllen, der var hans store Kærlighed.