Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
I dag er det Kejser Wilhelms Fødselsdag. Jeg mindes svundne Tider, når jeg fra mit Vindue i Hotel Imperial i Frankfurt på den Dag så på Paraden på Operapladsen. Hvor mange af hine Officerer og Soldater mon Krigen har skånet.
Kørte i åben Vogn til Odense, under hvilken Tur det blæste sådan op, at Jens var lige ved at blæse ned ad bukken.
Var ene i Kupeen til Odense, hvor jeg gik lige hen til Beyer at blive barberet. Han fortalte at en Mand, der lige kom fra Leipzig, havde berettet om de revolutionære Tilstande, der herskede i denne så vel som i andre tyske Storbyer som Følge af Sulten.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Meget glad over at skulle til Odense. Tog afsted med 3 Toget, talte i Toget med Fru Bichel og om hvad andet end den russiske Revolution, den fylder jo alles Sind.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Tog med 3 Toget til Odense. Hentede først min Billet på Teatret og var så henne at blive klippet og barberet hos Bayer. Hvilede inden Middag på mit Værelse på Grand Hotel. Fik en udmærket Gedde til Middag. Var i Teatret og så Czardafyrstinden.
Tænkte en Del over Stykket i går og finder mere og mere, at der er noget råt i denne gøren Løje med den frygteligste af alle Krige, hvis Afslutning kun ligger 12 år tilbage i Tiden.
Urolighederne have bredt sig til Svendborg, hvor det går til som i Odense, alle Jernbaner på Fyn er sat ud af Funktion, og der går ingen Færger over Storebælt.
Karl Gustav kom op til mig, avec de tous ses ner[f]s, i Anledning af at en Odenseskuespiller, der er i København i disse Dage, havde fortalt ham om de Rygter, Arne Ole David havde udspredt.
Karl Gustav telefonerede herhen, at Bent Müllen var blevet myrdet på åben Gade i Odense igår; hvad mon der nu ligger bag dette Mord; Mord hører desværre til Dagens Orden.
Der var meget uroligt i Nat, fra alle Leder og Kanter hørtes Skud og Eksplosioner, og Folks Vogne susede ned af Vesterbrogade, det er et dårligt Tegn, men Aviserne er ganske stumme med Hensyn til Nattens Begivenheder, det er naturligvis Forbud fra Tyskernes Side.
Skrev til Hellan Kolbye, der vist er fortvivlet over Mordet på Müllen, der var hans store Kærlighed.
Talte med Hellan Kolbye, der er herinde i Anledning af Mühlens Død; han mente det var for at ramme Odense Teater, at Mordet var foretaget. Skrev et langt Forretningsbrev til Emmeluth. Gik ikke til Karl Gustav idag; jeg vil vente, til han kalder på mig.
Mange Provinsblade gengiver i Uddrag min Artikel om Arveprinsesse Caroline. Var henne hos Karl Gustav, der for hver Dag bliver synligt raskere og friskere; han skal op imorgen, og samtidig begynder Massagen af Benet, som han viste mig; det så nu så temmelig normalt ud.
Karl Gustav kom op til mig brunet af Hornbæks Sol og af det salte Vand deroppe; han var kærlig imod mig og glad; meget opsat på, at jeg skulle støtte Allé-Scenen, Heger havde bedt ham så meget derom; jeg må til gengæld for den eventuelle Støtte få Yrsa og Ristes Rust opført.
Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.