Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Det lader til, at Russerne vil blive hele Vinteren på Bornholm, som de næppe nogensinde forlader; der bliver ingen Engangsskat, men der vil forhåbentlig kunne presses tre Milliarder ud af Værnemagerne.
Man ser åbenbart forskelligt på Behandlingen af tyske Flygtninge, for Rydgård fortalte Köller, der står for Folkekøkkenerne, giver Flygtningene det samme, som serveres i Folkekøkkenet, og den Mad er god og rigelig.
Så Kongen og Dronningen køre forbi hen til Korset ved Runddelen, i Aften skal der være Asfaltbal omkring Korset, en mindre passende Sammenblanding.