Hans og Kai rejste om Morgenen tidligt. Mary kørte om Eftermiddagen ind til Damefrisøren i Odense, og Preben og jeg gik en god Tur. Preben fortalte meget fra Verdenspolitikken, blandt andet fra Forholdene i Rusland.
Skrev til Viggo Jarl, der vist ikke i lang Tid mere kommer til Danmark, da han under sit Ophold her stadig blev forfulgt af Pengeafpressere, der end ikke undså sig ved at skrive til hans gamle, hårdtprøvede Moder.
Højskolehjemmet i Kolding er sprængt i Luften, Ugerningen er forøvet af Danske, der har fået udleveret Bomber af engelske Faldskærmsflyvere; Hjemmene var i Sprængningsøjeblikket fuldt af Tyskere og Danskere.
Skrev til Hellan Kolbye og ønskede ham tillykke med hans Ægteskab med Skuespillerinden Grethe Carlsen; bare det må gå, Hellan er så decideret homoseksuel. Besøg af Karl Gustav.