Jeg var om Aftenen henne i Concertpalaiset at høre Herman Bangs Oplæsning. Han ser i Grunden meget mere tiltalende ud end på Billederne.
Frøken Helms var her for at tage flere Billeder af Karl Gustav og mig inde i den røde Stue; hun havde taget syv Plader med, så vi kunne også blive fotograferede i den lyserøde Sofa under Billedet af O.T. Jeg glæder mig meget til de fotografier og til at forære dem til fælles Venner og Bekendte.
Mødtes med Preben i Odd Fellow Palæets lille Sal til den af Svend Fridberg arrangerede Oplæsning af Nathan der weisse. Fridberg får nu Støtte af det Offentlige til de afholdte Oplæsninger.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.