Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Det er et fuldstændigt Triumftog, H.P. Hansen har foretaget fra Sønderjylland til København, i Korsør og Roskilde var der Jubel, i København var der samlet 40.000 Mennesker foran Banegården for at tage imod ham.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
I Ørstedsparken sad jeg ved Siden af en 80-årig Mand, med hvem jeg kom i Samtale.
Kongen og Dronningen er er komne hjem fra Sønderjyllandsturen, under hvilken Kongen har opbygget Befolkningen ved stadig at græde af Rørelse, hvilket gjorde megen Lykke!