Det Kongelige Teaters Stærekasse bliver nu nedlagt, det har været en grundig Fiasko med den Talescene, Venstre synes nærmest stemt for Det Kongelige Teaters Afskaffelse, Borgbjerg kæmper med rosværdig Iver for Bevarelsen.
Pænt Brev fra Frøken Clara Schwartz, der skriver om Karl Gustav Olsen, at han er et elskeligt Menneske.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet.
Oppe på Kirkegården så jeg tilfældigvis mine Oldeforældre Schulins Grav ved Indgangen til Kirken; det interesserede mig at se, at Grandmamas Tysklærerinde ”gamle Jette de Voss” lå begravet i det schulinske Gravsted; Fader talte så tit om hende. Var inde i Kirken.
Havde en Del Godskorrespondance; glimrende Driftsoverskud på Korsebølle; Lovede at hjælpe Godslæge Rasmussens Enke, der gerne vil have den ene Søn på Sorø Akademi. Om Eftermiddagen så jeg Filmen Teatertosset på Carlton-Teatret.
Der kommer stadig Takkeskrivelser fra dem, som have fået Vildt fra Tranekær. Var atter henne i Riddersalen at se Hamlet efter forinden at have spist i Drachmannskroen, hvor de to store Plomber faldt ud.