Lige som jeg skulle gå hen i Ministeriet, ringede Klokken, da jeg stod i Entreen med Hat og Stok åbnede jeg selv. Derude stod et menneskeligt Væsen, der så ud som et Barn, tarveligt, næsten fattigt klædt og spurgte om jeg var Grev Frits Ahlefeldt.
Den unge Maler Hempel kom med forskellige Billeder, som Faderen havde bestilt til dørfyldninger på Tranekær, Preben engagerede ham straks til at male og tegne med Ingegerd, der synes at røbe Evner; Onkel William kom til Frokost. Den uendelige Vinter.
Aviserne tale så godt som kun om Landmandsbankens Fallit, endog en Begivenhed som Grækernes knusende Nederlag i Krigen med Tyrkerne, en Begivenhed, der måske kan fremkalde en ny Verdenskrig, behandles som quantité négligeable.
Brev fra Moder, det beroligede mig, da hun skriver om at gå i Kirke, Inde i Juvelerbutikken talte jeg med Kaptajnen, der meget ængstede sig for Valgene. Oppe på Charlottenborg var der ikke meget af Interesse, meget smukt var Maleriet af Kronprinsen.
Preben kom lige fra Ø.K. og havde lige talt med Etatsråd Andersen, der overfor ham udtalte, at hvor meget han end holdt af Danmark, skulle han fødes på ny og begynde forfra ville han vælge at være Kosmopolit.
Drak Kaffe imorges, allerede da jeg indåndede Duften af Kaffen følte jeg mig svagt beruset. Gik først hen til Konservator Rønne i Anledning af nogle Marier jeg skal have restaurerede. Var rundt mellem Malerierne i Samlingen og fordybede mig særlig i Købkes og Eckersbergs Billeder.
Rart at se, som H.N. Andersen nu ved sin Død overalt i Verden omtales smukt, det gælder særlig England, han anses som en af vor Tids store Mænd; der kommer meget frem nu angående H.N. Andersens Virksomhed under Verdenskrigen, da han rejste fra London direkte til Berlin for at mægle Fred.
Var ude hos Grev Harald Moltke for at anmode ham om at male Karl Gustav, hvad han meget beredvilligt erklærede at ville gøre. Boligen ligger på Zahrtmanns Plads, et meget smukt Kvarter, som jeg slet ikke kendte.