Juel-Madsen kom om Morgenen og fortsatte med Maleriet; jeg er lidt ked af, at han maler Billedet på den ultramoderne Maner, at Udtrykket og Trækkene ganske udviskes, når man træder nær hen til Ansigtet, på Afstand ligner det derimod godt, bedre jo længere man kommer bort.
Juel-Madsen kom til sædvanlig Tid og tog fat på Maleriet. Han beroligede mig med, at jo længere Maleriet skred frem, jo bedre ville man kunne se det på nært Hold, men han turde ikke love, at Udtrykket og Trækkene ville blive synlige, når man stak Næsen helt ind i Billedet.
Juel-Madsen kom og fortsatte med Maleriet. Pludselig brød han af og sagde, at nu kunne han ikke male på mit Billede et Øjeblik mere, han havde set sig træt på det, nu måtte han pausere otte Dage. Det virkede lidt barnagtigt.
Juel-Madsen kom efter den længere Pause og fortsatte med Maleriet, jeg kan ikke rigtig forsone mig med de Billeder, der bliver til lutter Klatter på nært Hold. Juel-Madsen var meget optaget af sit Samvær med Starck hos lille Jørgen.
Det var næstsidste Gang, at Juel-Madsen malede på mit Billede, han har fået særdeles godt fat på Udtrykket, også Staffagen er god. Han tog afsted en Time efter Frokost, disse Seancer er gåede efter en Snor.
Juel-Madsen var herude for i bogstavelig Forstand at give Maleriet den sidste Olie, han var barnligt glad over Bladenes meget rosende Omtale af hans Illustrationer til Justesens Friluftsliv. Da han var taget afsted, gik jeg en Omgang at se til mine Sager.
Den unge Maler Hempel kom med forskellige Billeder, som Faderen havde bestilt til dørfyldninger på Tranekær, Preben engagerede ham straks til at male og tegne med Ingegerd, der synes at røbe Evner; Onkel William kom til Frokost. Den uendelige Vinter.
Medens jeg gik og klædte mig på om Morgenen, kom Christian ind i Sovekammeret og meddelte mig ganske bestyrtet, at der blev telefoneret fra Tranekær, at Fader var blevet syg og om jeg ville komme øjeblikkelig.
Jeg var så betaget, at jeg lå hele Natten uden at kunne sove, endelig blev det Morgen, og Albert kom ind i min Stue. Så snart jeg havde drukket min Havresuppe inde i min Stue gik jeg ind til Moder, der lå i Sengen og græd, Hans sad hos hende, vi græd længe sammen.
Moder og jeg talte om, hvorledes vi skulle indrette vort Liv nu efter Faders Død.
Albert hjalp mig med at hænge Uniformen og alle Ordnerne på. Hans og jeg kørte i god Tid ned at modtage Kongen på Aasø Skibsbro, Amtmanden og Borgmesteren var der alt. Kongen kom per. Torpedobåd og blev sat i Land af en Minekran.
Havde en længere Forhandling med Højesteretssagfører Graae angående Arveanmeldelsen. Han så mørkt på Fremtiden både udadtil og indadtil.
Hvilken Fryd for Øjne og Øren at se og høre Regnen strømmede ned fra Himlen. Kørte til Rudkøbing. Talte i Kahytten lidt med Hotelvært Sørensen, der med sin Familie skulle på Lysttur til Faaborg. Gik en rar Tur, de halvanden Time jeg havde i Svendborg.
Gik i en Fart hjem for at spise tidlig Middag inden Friluftsteaterforestillingen. Der var engang gik næsten endnu smukkere end sidst, mest betog mig Tanken på Prinsen af Danmarks blinde Tillid til Prinsessen af Illyrien, det er dog en af de smukkeste Følelser i Livet.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Et Kvarter over 2 satte Moder og jeg os ind i Kareten, Kirstine sad på Bagsædet, og så rullede vi ned ad Banken. I Byen stod Folk i Vinduerne for at se vor Bortdragen. På hele Strækningen ned til Broløkke så vi kun en Mark, hvor Kornet ikke var bragt ind.
Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.
Det var drøjt at måtte sige de gamle Folk, at vi var nødt til at lukke Tranekær, de lod alle til at forstå det og indså at det infame Ministerium Zahle har Skylden. Frøken Jensen græd sine modige Tårer, også Gartner Rasmussen var meget bevægede.