Glædede mig ved at læse Valdemar Rørdams dejlige Prolog, der blev fremsagt af Roose ved Festen for H.P. Hansens Minde, gid jeg havde været på Det Kongelige Teater den Aften, men jeg er for træt.
Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Får en Del Breve fra Læsere af ”Storkanslerens” femte Del, særlig anerkendende skriver en så fin Kender af Historie som Landsarkiver Knudsen; også Lektor Schaustrup har læst Bogen med megen Interesse.
Fik Besøg af Karl Gustav, der var kommet lidt over Skuffelsen ved Don Carlos’ Fiasko; der bliver ikke noget af Oplæsningen in pleno af Schillers Tragedie, Svend Fridberg er bange for at blive lagt for Had af Pressen, der sikkert vil betragte det som en Demonstration.
Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.
Arbejdede på Storkansleren. Var i Riddersalen og så for anden Gang Gorkijs Natteherberg, hvor jeg denne gang meget fængsledes af de rørende Scener; forrige Gang havde jeg mest fat på de voldsomme, virkningsfulde.