Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
Den engelske Radio taler i et truende Sprog til Danmark og vil have, at vi Danske skulle tilkendegive vores Uvilje mod Tyskland og tage åbent Parti for England. Hvorledes skulle vi dog bære os ad dermed, vi er erobrede af Tyskland, og kæmper vi, risikerer vi, at det går os som Norge.
Arbejdede på Storkansleren. Var hos Rydgaard at få min nu månedlige Indsprøjtning. Rydgaard udtalte sig meget kraftigt mod Quisling; som han sammenlignede med Nero; mente, at når Nero engang var glemt, ville Verden med Afsky nævne den fule Forræder Quisling.
Fru Reinhold-Jacobsen, der har mange tyske Forbindelser, skriver, at de tyske Myndigheder har taget under Overvejelse at ansætte tysk Politi her i København, det er på Grund af de stadige Uroligheder. Kommer der tyske Domstole, vil vi ligesom i Norge få den ene Dødsdom efter den anden.