Langt Brev fra den kære Viggo, der arbejder flittigt og lever stille i det uddøde Paris, han har fået Tilladelse til at aflægge et Besøg ved Fronten. Havde en Del Skriveri og gik Haven Rundt et Par Gange da jeg mærker at jeg ikke har godt af at sidde inde og læse hele Søndagen.
I Ørstedsparken sad jeg ved Siden af en 80-årig Mand, med hvem jeg kom i Samtale.
Der rejser sig Vanskeligheder for Makwarth med Hensyn til hans Lejemål af Allé-Scenen, idet Melsing har skruet Lejen så højt op, at Makwarth ikke mener at kunne betale den.
Jeg fulgtes på Vejen hjem et Stykke med Frøken Brandt, der fortalte, at Erik Scaveniuses Elskerinde var arresteret af Frihedskæmperne, stærkt kompromitteret, Erik selv er så forhadt, at man [frygter] for, han vil blive lynchet; mon han trods alt stadig går rundt med sit spottende Smil?