I Neues Theater så jeg Nitouche. Den ellers så nydelige Operette virkede, da der blev taget på den med alt for plumpe Hænder, som et Varietenummer.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.
Talte med Thormann, der tidligere var Konsul for Estland og stadig er godt underrettet om hvad der foregår i Rusland; han fortalte, at Rusland samlede nye store Troppemasser, som skulle besætte Rusland.