Jeg gik hen at høre på Militærkoncerten foran Slottet og møder der Emil Holm sammen med nogle andre fra Teatret. Da jeg havde spist begav jeg mig til Urbanstrasse 130.
Jeg har tilbragt en dejlig Dag, som jeg altid vil mindes, hele Tiden sammen med Emil Holm. Uagtet jeg var meget nervøs inden han kom, mærkede jeg fra det Øjeblik af at han og jeg var sammen ikke mere til at jeg havde Nerver og har sjældent tilbragt en Dag så uforstyrret af Plageånder.
En dejlig Dag, som jeg altid skal huske. At den nu også allerede skal være forbi og aldrig komme igen, denne evige mødes og skilles er så oprivende. Det har været som en Drøm disse 8 Dage her i Stuttgart.
I Ørstedsparken sad jeg ved Siden af en 80-årig Mand, med hvem jeg kom i Samtale.
Busck fortalte en hel Del om Kaj Munk, der udsender sine Bøger på Buscks Forlag. Forbindelsen mellem de to skriver sig fra Regenstiden, da Kaj Munk som så mange andre Regensianere fik sine Bøger fra Buscks Boghandel, ligesom de andre Regensianere kalder Munk Busck for ”Onkel Busck”.