Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Kl. 1 kørte Moder og jeg til Fredericia, mon jeg nogensinde mere får Grandmama at se? Ved Dampfærgen skiltes Moder og jeg og lidt efter sad jeg i Kupeen, mit højeste Ønske, at komme til at rejse alene til Udlandet, var opnået og henrykt var jeg.
Jeg spiste med Moder og Frøken Blumer og var bagefter med Moder henne hos Tante Ida. Tante Ida fortalte meget interessant om den Tid, da hun var Gesandtfrue i Hamburg, det var fra 1844-48. Hun og manden havde boet på Hjørnet af Dammtorstrasse og Jungfernstieg.
Jeg har set Kejserinde Eugenie!!! Meget har jeg set og oplevet på denne Rejse men jeg gav det gerne bort for det ene Øjeblik da Kejserinden gik forbi mig. Jeg var ikke en Alen fra hende og fik den venligste Hilsen jeg kunne tænke mig.
Moder fortalte, at Prins Hans, under Besøget på Fredensborg, havde fortalt om Prinsesse Maries Død. De Anfald, der var gåede forud for Døden var af de tilkaldte Læger blevne karakteriserede som forårsagede af Drankergalskab og overdreven Nydelse af Morfin.
Forholdt mig temmelig roligt i dag, havde en god Aften i Altonaer Stadttheater med Opførelsen af det nye Stykke af Paula Busch og Hermann Stein Akrobaten, Stykket er lidt naivt, men taler til Hjertet, i alt Fald til mit.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Brev fra Hans Gradewitz i Hamburg, Brevet var meget alvorligt og bad mig ikke fæste Lid til ”die englischen Lügen” om at det var Tyskland, der havde fremkaldt Krigen, var det en Advarsel til mig som dansk, at jeg og mine ikke måtte tage Parti for Frankrig, Brevet var meget indtrængende.
Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.
Sad nede hos Faderen om Formiddagen og snakkede om Krigen. Hans Mening har hele Tiden været den, at Tyskerne til at begynde med på Grund af deres numeriske Overvægt, hurtige Mobilisering og mere fremragende Førere, ville sejre, men de ville lidt efter lidt forbløde dem.