Hvilken Vrede der er mod Danmark i hele det tyske Rige, et tysk Blad skriver således, at Tyskland hader ikke Danmark, dette Land er ikke det tyske Riges Had værdigt, man foragter det.
Om Aftenen så jeg på Teatret i Roskilde Wedels Selskab fremføre Gøngehøvdingen.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
En pæn Søn af Redaktøren af Roskilde Tidende kom og interviewede mig angående mit Legat til Roskildensersamfundet.
Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.