Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.
Tyskerne have begået en ny forfærdelig Skændselsgerning, idet de have torpederet den store engelske transatlantiske Damper Lusitania. Da flere højst ansete Amerikanere er mellem Ofrene, deriblandt en Vanderbilt, kan det vist komme Slubberten nede i Berlin dyrt at stå.
Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
De Allieredes Fremskridt er ganske forbløffende. Moder og jeg var nede hos Sørups for at bevidne vor Deltagelse i Anledning af Sønnens Død. Han blev skudt ned af en Officer ombord på en tysk Undervandsbåd ude på Vesterhavet.
Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.
Atter et stort Nederlag for Lloyd Georges, Tyrkerne trænger frem på Balkanhalvøen og ville snart igen være Herrer i Konstantinopel.
Nu trækker det op til en alvorlig Strejke i England, jeg vil håbe, at Socialistregeringen er kommet til Magten, inden Strejken bryder ud, så vil den lære det som Der Zauberlehrling hos Goethe lærte; at det er lettere at slippe Ånderne løs end atter at binde dem.
Hvem skulle egentlig have troet, at to så konservative Lande som Kina og Tyrkiet skulle blive Republikker? Nu har Tyrkiet oven i Købet jaget den afsatte Sultan ud af Landet. Hvem havde før 1914 troet, at Kongedømmet skulle vare længere i Italien og Spanien end i Rusland og Tyskland?
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Kejser Wilhelm har på nogle Punkter været klogere end sin Samtid, blandt andet med Hensyn til den gule Fare, thi det at Englands og Frankrigs Politik tvinger Japan, og dermed Kina, lige i Armene på Rusland, må unægtelig betragtes som en stor Fare.
Jeg tror ikke rigtigt på Professor Carl Hansens Teori om, at Bolsjevismen vil antage mildere og mildere Former nu hvor Trotzky atter er kommet til Magten; således at det nuværende Styre vil kunne konsolideres.
Hvad skal man tro om de engelsk-franske Aftaler? Mon virkelig England vil tillade at Frankrig dekreterer hele Rhinlandet som sit Operationsområde, ifald nogen af Frankrigs Allierede (Polen og Tjekkoslovakiet) bliver angrebet.
Preben skriver at Lloyd Georges vil have Staten til at ekspropriere Godsejernes Jord ”da de Mennesker ikke er nogen Nytte til”.
Mussolini har skrevet til Borgmesteren i Odense og spurgt ham, hvorledes han bærer sig ad med at gennemføre en så billig Administration af Byen og samtidig skaffe Borgerne så mange Goder. Mussolini er en mærkelig Mand, at han endog ved Besked med Odense.
Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.