Var med Moder ude i Haveselskabets Have og så til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, Audiensen og Rejsen til Kina. Hvor er Fru Anna Jacobsen morsom og Sophus Bernhard smuk.
Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret, der blev givet det morsomme Bolettes Bryllupsfærd.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.
Direktør Gregaard var glad ved ”Generalens” anden Del, da han mente at have fået Impulser til Sangspillet Spaniolerne på Fyn, som han skal have frem på Folketeatret.
Glæder mig til Odenseturen på Fredag, har også bestilt Billet til Hansen, ham jeg meddelte det i Brev. Skade at Budtz forlader Odense Teater, han skal til Folketeatret i København. Jeg skal besøge ham på Fredag.
Var henne i Folketeatret at se Sven Langes Fru Marie Grubbe, der står ganske på Højde med de værste Dramatiseringer af Gøngehøvdingen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Sad roligt og læste i Les Thibault og i Georg Brandes, Goethe og Grundtvig. Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret og så Cornevilles Klokker.
Dronningen af Sverige er død. Jeg husker hende fra Sommeren 1881 i Sankt Moritz gående hver Dag på Promenaden med sin Forlovede, den daværende Kronprins af Sverige, hvor var han lang og tynd! Prinsessens Forældre, Storhertugen og Storhertuginden af Baden-Durbach, var også med.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.
Den lille pågående Esther Scheel har uden videre lade[t] et Par Udtalelser af mig under Opførelsen af Et Dukkehjem aftrykke som en Art Interview i B.T.
Efter Direktør Thorvlad Larsens Ønske skrev jeg en kortere Afhandling om Et Dukkehjems Opførelse, jeg gjorde det så anerkende[ende] som jeg mente at kunne forsvare det.
Var sammen med Frøken Bernhild i Folketeatret, hvor Aarhus Teater gav Gæsteforestilling med det anonyme Skuespil Regnen, hvis Forfatter ingen kan finde.
Aflagde et hyggeligt Besøg på Folketeatret hos den rare Direktør Thorvald Larsen, der nu efter den yderst vellykkede Sæson tager en Tur til London. Jeg fik Scenen og alt udenom forevist, det hele er noget gammeldags og beskedent i Forhold til Odense Teater.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?
Direktør Thorvald Larsen har venligt sendt mig sit og Frøken Breums Værk Jul i Købmandsgården, det glædede mig at forny Bekendtskabet med dette stemningsfulde Spil.
Var til Eftermiddagsforestilling på Folketeatret, hvor Vildanden blev givet. Det er en underlig Ide af Thorvald Larsen at ville drage Johannes Meyer så stærkt frem og navnlig at lade ham vedblivende være Pendant til Fru Skouboe.
Var i Folketeatret at se det pæne Stykke, Holger Rørdam har skrevet i Anledning af Kongens 25 Års Jubilæum. Det var sat godt i Scene af Thorvald Larsen, der overhovedet er den eneste københavnske Teaterdirektør, der kan klare sig, jeg har altid holdt på, at han var en dygtig Mand.