Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed.
Læste med stor Interesse i det Aage Friis har skrevet om Christian den niende og David i 1863, mærkeligt som Opfattelsen af Christian den niende har forandret sig hos Historikerne, det glædede Kejserinde Dagmar så meget på hendes sidste Dage, det var noget, hun ofte kom tilbage til.
Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.
Nu vil Stauning have Madsen-Mygdals Nedsættelse af Formueskatten afskaffet. Det er mindre morsomt.
Telegraferede til Hans Beck i Anledning af, at det idag er 50 År siden han første Gang optrådte på Det Kongelige Teater. Hauch var et Øjeblik inde hos mig inden han rejste. Arbejdede ihærdigt på Generalen. Kørte ind til Odense lige efter Frokost.
Arbejdede som sædvanlig på Generalen. Var inde i Kerteminde at bestille en Ramme til det nye Billede af Napoleon den tredje. Arbejdede hele Eftermiddagen på den nye Bog. 5½ spiste Moder og jeg Middag og 6½ kørte jeg ud af Gården af Odense til.