Jeg spiste her hjemme sammen med Siegfried Scheel og gik med ham hen at se Otto Benzons nye Stykke Moderate Løjer, der naturligvis blev spillet a la perfection og der blev le[e]t meget men klappet lidt.
Jeg var oppe på d’Angleterre at se til Faderen, der rejser i Morgen, han var som sædvanlig meget venlig. Jeg var til en stor Middag hos Otto Benzon. En hel Del fra det Kgl. Teater var der, Olaf Poulsen, der gøglede hele Aftenen og var den samme som i Moderate Løjer.
Jeg var ude på Frederiksberg hos Fru Oda Nielsen for at tale med hende om hendes Assistance ved Klubbens Fest. Hun ville helst synge franske Sange, da hun ikke var vant til at læse op. I højeste Grad venlig, næsten indsmigrende er hun og trods sin ret modne Alder ser hun ud som en lille Pige.
Hans og jeg gik i Folketeatret og så den kåde engelske Farce Det kære Barn, hvori Hoffmann spillede Hovedrollen. Han skal nu til Det kgl. Teater og måske tage Arven op efter Olaf.
Jeg så om Aftenen Eventyrersken med Fru Oda Nielsen i Titelrollen samt Gustav Wieds ganske nette Skærmydsler. Baron og Baronesse Gyldenstjerne talte jeg med i Teatret.
Jeg var om aftenen henne at høre Lohengrin. Skønt jeg har hørt Opera i Gud ved hvor mange Byer Verden over har jeg dog ingen Tenor hørt, der kunne nå op imod Herold i Stemmecharme og dramatisk Begavelse.
Fru Tobiesen fortalte mig, at Einar Christiansen ville gå af fra sin Stilling som Direktør ved det Kgl. Teater og at man havde tilbudt pladsen til hendes Broder, Obert Rist, der havde afslået det, da han ikke ville være under Danneskjold.
På Vejen til Ministeriet mødte jeg Professor Rosenfeld, med hvem jeg fulgte til Kongens Nytorv. Han beklagede sig over Forholdene ved Operaen, de indstuderede altid kun en Opera ad Gangen, derved trættedes Stemmerne.
På Trappen mødte jeg Peter Cornelius, som jeg til hans synlige Glæde standsede.
Jeg gik hen at høre på Militærkoncerten foran Slottet og møder der Emil Holm sammen med nogle andre fra Teatret. Da jeg havde spist begav jeg mig til Urbanstrasse 130.
Om Aftenen så jeg Erasmus Montanus og Henrik og Pernille, det var meget Holberg på en gang, men af Holberg får jeg ikke let for meget, især når han bliver tolket som på Det kgl. Teater. Olaf Poulsens Per Degn og Jerndorfs Leonard er noget man vil huske.
Jeg spiste med Wittrup på d’Angleterre og var så med ham og Haffner henne at se Tolstojs Opstandelse. Fru Emma Thomsen havde Hovedrollen og ydede stor og gribende Kunst.
Preben, Graae og jeg var henne i det kgl. Teater til Premiere. Der gik et nydeligt Stykke af en ganske ung Forfatter, Aage Barfod, hvis Moder var en Andersen, en Kusine til Oberst Graae. Stykket blev fortrinligt spillet.
Jeg gik op til Winkel & Magnussen for at se på de Billeder, der i morgen skulle sælges ved Ingeniør Rumps Auktion. Jeg anmodede Winkel om at skaffe mig et Par Tegninger af Eckersberg og Constantin Hansen.
Komtesse Lerche spiste hos os og gik med os andre, Faderen fraregnet, han sætter jo aldrig mere sin Fod i Teatret, hen at høre Dalen, en Forestilling vi alle havde Udbytte af, selv den søde Moder, der foretrækker ”rolig” for oprivende” Stykker.
Om Aftenen var vi henne at se Michaëlis' Et Revolutionsbryllup. Det bedste ved Forestillingen var Fru Nansens Spil. Meget virkningsfuld var den Scene, hvor man fra Slottet hører de Revolutionære nærme sig under Marseillaisens Toner.
Jeg kørte med den Gamle per Automobil ud til Dalsborg. Luften var som ladet med Elektricitet inde i Vognene, da den Gamle gnistrede af Arrigskab, og jeg hævnede mig ved at sige Ting, som jeg vidste var ham ubehagelige at høre på men ladende som jeg var bona fide.
Var om Morgenen henne at hente 3 Hold Billetter. Graae afhentede mig i Kronprinsessegade og gik sammen med mig ud at se til Fru Graaes Grav. Så gik vi til Gammeltoftsgade, hvor Kai og Bent allerede sad og ventede på os.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.