Stor Vrede over at J.C. Christensen er blevet Forsvarsminister. Forsvarsminister? Forsvarssagen har udelukkende været benyttet som Skalkeskjul for J.C. Christensen og de andre, der blot tænke på at blive Ministre og skrabe til dem og plyndre Landet til Fordel for dem selv.
Der modtog vi Meddelelse om Ministeriets Zahles Dannelse. Hvad der mest overaskede mig var Erik Scaveniuses Udnævnelse til Udenrigsminister. Zahle har jeg gået i Skole med i Roskilde, han var en Del Klasser over mig. For min Erindring står han som en stille og beskeden Yngling.
Faderen ankom fra København. Med Hensyn til Ministeriet Zahles Udnævnelse glædede det ham, at Bønderne var blevne distancerede, dem er han nemlig for Tiden meget på Nakken af.
Havde Brev fra Erik Scavenius, der skriver beroligende, at han og hans Kolleger ikke er så slemme.
Jeg blev vækket 6 ¾ og røg glad og oplivet ud af Sengen og glædede mig til at komme hjem til Lundsgaard. Jeg tog kun og pakkede Toiletrekvisitterne ind i min Håndkuffert og lod alt det øvrige ligge da jeg jo kommer igen Torsdag Aften.
Besøgte Siegfried henne på St. Anna Plads. Han talte mest om sin elskede Richard Hansen, til hvem han havde stået i Forhold i halvandet År. Da jeg havde siddet lidt hos ham gik jeg hen til Lysberg & Hansen i Palægade og købte en smuk Rokoko-Skærm.
Atter øsende Regn og et ægyptisk Tusmørke, der virker dobbelt deprimerende i dette uhyggelige Hjem. Jeg gik hen på Thorvaldsens Museum og glædede mig over hans Figurers Ynde. Moder var lidt oppe og sad i Slåbrok.
Var om Morgenen henne at hente 3 Hold Billetter. Graae afhentede mig i Kronprinsessegade og gik sammen med mig ud at se til Fru Graaes Grav. Så gik vi til Gammeltoftsgade, hvor Kai og Bent allerede sad og ventede på os.