Graae beroligede mig med Hensyn til Valgene, han troede ikke Socialdemokraterne fik Flertal i Folketinget, for i så Fald skulle de vinde 18 nye Mandater, hvad der er lidet sandsynligt.
Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed.
Læste med stor Interesse i det Aage Friis har skrevet om Christian den niende og David i 1863, mærkeligt som Opfattelsen af Christian den niende har forandret sig hos Historikerne, det glædede Kejserinde Dagmar så meget på hendes sidste Dage, det var noget, hun ofte kom tilbage til.
Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.
Nu vil Stauning have Madsen-Mygdals Nedsættelse af Formueskatten afskaffet. Det er mindre morsomt.