Hvilket Held, at Stauning og hans Kompagni sidder som Ministre nu under Kæmpestrejken, tænk om de gik løse nu i denne Tid, nu graver de for hver Dag der går på deres egen Grav, og Splittelsen inden for Socialdemokratiet vokser.
Rent galt at vor Landbrugseksport nu bliver standset som Følge af Lockouten, selv Arbejderne er kede af det for største Delen, men Lyngsie vil hævne sig på Stauning fordi han i 20 År er blevet holdt udenfor Politikken!
Else Castenschiold og hendes Svigerinde Overhofmesterinden kom herud for at besøge Moder, det var et lille Svip fra Nyborgmøderne – mon disse to meget verdslige og satirisk anlagte Damer kan mene det det alvorligt med deres Deltagelse i Nyborgmøderne?
Jeg tror ikke rigtigt på Professor Carl Hansens Teori om, at Bolsjevismen vil antage mildere og mildere Former nu hvor Trotzky atter er kommet til Magten; således at det nuværende Styre vil kunne konsolideres.
Tog varmt Bad og blev inde hele Dagen. Arbejdede med Christian den sjettes Datter. Mary kom et Øjeblik, hun kom lige fra Messen i den russiske Kirke, i morgen falder Dommen ved Højesteret, og Resultatet vil sikkert blive at Kirken overlades Bolsjevikkerne, der agte at åbne en Film derinde.
Efterretningen om Enkedronningens Død gjorde Moder meget bedrøvet, også mig gjorde det ondt, fra Dreng af har jeg haft Hengivenhed for den høje Dame, der var så kongelig af Væsen og Karakter, så fri for al Banalitet.
Bisættelsen var meget højtidelig. Man har Indtrykket af, i hvor høj Grad den afdøde Enkedronning har været respekteret, endog Politikken har skrevet pænt og passende om hende.
Irgend spillede pænt for mig inden hun rejste; hvor er hun sød, hendes Blik og hendes rørende Stemme have deres særlige Charme. Mary fortalte ligesom de andre Dage godt; hun mener fuldt og fast, at Kejser Nikolai og hans Familie Lever, og at de holdes skjulte i et Kloster i det yderste Sibirien.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Var ude at gengælde Lautrup-Jørgensen hans Visit, han bor på Gjørlings Vej ude i Hellerup, hvor han er Adjunkt ved Gymnasiet, efter at Staten har opslugt hans Seminarium. Skønt han er konservativ sætter han Pris på Fru Nina Bang.
Meddelelse fra Kabinetssekretariatet om at jeg var blevet Kammerherre. Hvilken latterlig Udnævnelse, som Lensgreve har jeg en meget højere Rang end Kammerherre, både Moder og jeg ærgrede os over denne Tåbelighed, der skal havde Udseende af en Venlighed.
Da mit Sind er oprevet over det passerede, drak jeg ikke Kaffe men var asketisk som til daglig. Skrev til Peder Enggaard og Dr. Brücher om den slemme Historie. Var om Eftermiddagen på Christianshavn hos Professor Oscar Matthiesen på hans Atelier for at tale med om Sønnen Mogens.
Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.
Da jeg kom ud på Østergade blev der omdelt Løbesedler om at Højre havde væltet Ministeriet Madsen-Mygdal. Lars Dinesens bevingede Ord om, at Højre aldrig lader en Lejlighed til at gøre Dumheder gå fra sig, gælder dog stadig.