Meget glad og taknemmelig skriver Erling Schroeder i Anledning af min Støtte til Riddersalen; han kommer op til mig en af Dagene og besegler vort Venskab.
Karl Gustav sagde, at der [var] overfyldt i Riddersalen Aften efter Aften, det glæder mig oprigtigt.
Kl. 2 kom Erling Schroeder; han var særlig smuk i dag; vi sad den meste Tid [med] hinanden i Hænderne og lidt efter lidt blev vi Dus; han sagde, at han havde noget vanskelig ved det, ”for jeg har sådan en Ærbødighed for dig”, sagde han; men det gik dog glat.
Arbejdede på Storkansleren. Var i Riddersalen og så for anden Gang Gorkijs Natteherberg, hvor jeg denne gang meget fængsledes af de rørende Scener; forrige Gang havde jeg mest fat på de voldsomme, virkningsfulde.
Besøg af Karl Gustav, der fortalte, at hans Svigerforældre havde været meget begejstrede over Familiesmykkerne, jeg havde givet Marianne.
Telefon fra Erling, der meldte sig på Besøg Mandag; jeg glæder mig meget til at gense den kære, der har haft så travlt med at ordne Sommersæsonen, som Arne Weel overtager.