Var til Eftermiddagsforestilling på Det Ny Teater og så Palle Rosenkrantzes Den bestøvlede Kat. Albrecht var blevet ganske slank og gennemført katteagtigt udseende, det er egentlig et rigtig godt Stykke, jeg morede mig godt.
Kl. 4 var jeg hos Københavns berømteste Spåkvinde, der endog benyttes af Kongehuset, Fru Post i Gyldenløvesgade. Jeg bad hende først sige mig noget, der kunne overbevise mig om, at der ingen Humbug var ved hendes Spådomme. Det ville falde hende let sagde hun.
Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
Viggo er mageløs hensynsfuld og kærlig imod mig, trods de foruroligende Efterretninger om Moderens Tilstand, der hvert Øjeblik kan bevirke, at han over Hals og Hoved må rejse over til Løndal kommer han op til mig og telefonere desuden flere gange om Dagen til mig.
Søndag Morgen og Solskin, og der blev intet af Viggos og min Tur. Pigen bragte mig en Telefonbesked fra ham: ”Hr. Jarl kommer op til Greven Kl. halv fire”, hverken mere eller mindre.
Viggo ringede mig op i Telefonen imorges, hvor jeg tydeligt kunne høre hans elskede Stemme.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
Talte med Viggo om Morgenen i Telefonen. Havde Møde henne hos Carlberg angående Årsberetningen. Sad længe henne hos Komtesse Lerche, jeg fortalte hende om, hvad Viggo betød for mig.
I dag er det Kejser Wilhelms Fødselsdag. Jeg mindes svundne Tider, når jeg fra mit Vindue i Hotel Imperial i Frankfurt på den Dag så på Paraden på Operapladsen. Hvor mange af hine Officerer og Soldater mon Krigen har skånet.
Jeg gik straks efter Te ud i Rosenvænget og ringede på i No 32, gav den svenske Pige Brevet til Viggo, jeg havde selv kun skrevet ganske sagligt og indlagt Moders Indbydelse til på Torsdag samt det smukke Brev fra Houmark.
Var med Forældrene henne at se Der var engang, Moder siger at hun holder så meget af at gå i Teatret, fordi hun der kan sidde roligt og ikke behøver at tale. Johannes Poulsen så meget smuk ud som Prinsen, lidt for nøgen.
Tog Bad henne på Badeanstalten, var meget nervøs. Besørgede en Del Ærinder. Gik Tur med Moder efter Frokost nede i Østre Anlæg. Vildænderne svømmede allerede rundt parvis i Gravene.
Mødtes med Houmark på Grand Hotel til Frokost og var så til Møde på Federiet og henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Sad en Times [Tid] i Palmehaven og talte med Houmark, blandt andet om hvor lidt hensynsfuldt Viggo behandler [mig], Houmark måtte i store Træk give mig Ret.
Var så i Det Kongelige Teater at se Tolstojs Det levende Lig med Johannes Poulsen som en udmærket Ihændehaver af Hovedrollen.
Jeg har hele min Åndsnærværelse behov, særlig ved Måltiderne for at holde det gående og hindre at Moders latente Irritation mod Frøken Blumer kommer til Udbrud. Frøken Blumer tier bumstille til alle Moders Udfald mod Tyskerne og deres Krigsførelse.
Nåede ind til Barberen inden han lukkede. Så ud til Dr. Thorson på Åboulevarden for at tale med ham om Anbringelsen af Krigsinvalider her i Danmark. Han har fået Tanken efter at han på de Allieredes Side har deltaget i Krigen på Vestfronten og i Serbien.
Kørte i åben Vogn til Odense, under hvilken Tur det blæste sådan op, at Jens var lige ved at blæse ned ad bukken.
Gik hen på Hotellet for at hvile lidt inden Middag og lige som jeg havde strakt mig ud på Sofaen, bankede det stærkt på Døren, og ind tråde Robert Dinesen, meget opfyldt af de store Forberedelser til Aladdin-Opførelsen.
I København tog jeg ind på Hotel Bristol, hvor jeg fik anvist et smukt og hyggeligt Værelse. Ordnede i Ro og spiste i Restauranten, men fik ikke Tid til at klæde mig om til [Aftenen], hvor jeg vakte [derved] megen Forargelse hos Ludwig Schack, Bache og et Par andre Snobber.
Hjem at hvile, var så til Eftermiddagsforestilling og så Nøddebo Præstegård. Teatret var fuldt af Børn, hvor Tiderne skifte, i 1888, da jeg så det første Gang, faldt det ingen Mennesker ind, at Stykket skulle opfattes som en Børneforestilling.