Toft fortalte, at han fra sin Fader havde arvet en Sko, der havde tilhørt Pepita. Under den berømte spanske Danserindes Optræden i København hørte de to Busenfreunde Lars Toft og Frits Holst til hendes mest begunstigede Tilbedere. Pepita yndede åbenbart grimme men intelligente Herrer.
Jeg kørte om Aftenen ud til Arendrups fjerntliggende Bopæl i Faxe Tværgade. Gärtner kom lidt efter mig og noget senere Bjørnbach. Sidstnævntes Ydre skuffede mig en lille Smule. Han er noget tyk og har et sløvt Udtryk.
Særlig Unter den Linden ser man betydelige Forberedelser til Kejserens 50-årige Fødselsdag. Misstemningen mellem ham og Folket synes jo nu at være trukket over, Krigsfaren ligeledes.
Aviserne beskæftige deres Spalte op og Spalte ned med Einar Christiansens nye Stykke Tronfølgeren. Da det handler om en ung Kronprins med homoseksuelle Tilbøjeligheder, har Sladderen naturligvis straks fået fat på, at det skulle være vor Kongefamilie der er tale om.
Læste om Aftenen Einar Christiansens opsigtsvækkende nye Drama Kongemagt, der med så stor Dristighed og Alvor drøfter det homoseksuelle Spørgsmål.
Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
Nåede ind til Barberen inden han lukkede. Så ud til Dr. Thorson på Åboulevarden for at tale med ham om Anbringelsen af Krigsinvalider her i Danmark. Han har fået Tanken efter at han på de Allieredes Side har deltaget i Krigen på Vestfronten og i Serbien.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Rudolph Juel telefonerede til mig, at han ville give 10.000 til den sønderjyske Fond, så må jeg give det samme.
Måtte trods Mathed og Sløjhed tidligt op for at træffe den unge Elefantridder H.N. Andersen oppe i Østasiatisk Kompagni. Han lovede meget beredvilligt at skaffe Landet så meget Kyllingefoder som muligt.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.
Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
I dag ratificeres Freden, og vi begynder at kunne tælle Dagene til vi efter 56 Års Forløb skal have Sønderjylland tilbage. Var oppe hos Manthey-Wagner at drøfte forskellige Sager vedrørende Sønderjylland.
I Niels Juelsgade mødte jeg minister H.P. Hansen, der bad mig følge med op i det sønderjyske Ministerium for at vi kunne tale lidt om afstemningen derovre og om den internationale Kommissions Arbejde.
Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.
Talte i Telefonen med Redaktør Andersen, der for et Par Dage siden havde talt med Landbrugsministeren, der havde sagt, at selvom Kommissionen gav os Flensborg, ville Regeringen ikke tage derimod, ifald der var dansk Mindretal.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.