Havde en Del Skriveri angående Odense Teater, blandt andet i Anledning af Knud Lavard, Axel Juel bliver lykkelig over at jeg skaffer Stykket frem, jeg har foreslået ham at ændre Slutningen noget.
Digteren Axel Juel overraskede mig med et Besøg på Vejen til Jylland, det var for at tale med mig om Opførelsen af Knud Lavard på Odense Teater.
Havde et Morgenbesøg af Thorvald Larsen, der kom oppe fra Frøken Breum. Vi drøftede indgående Rollebesætningen i Romeo og Julie, The Apple Cart og Knud Lavard.
Langt Brev fra Direktør Thorvald Larsen angående Repertoireplanerne, hvor der svirrer med Intriger om det Teater! Thorvald Larsen er en meget svag Mand fra Karakterens Side, ser altid frygtsomt til højre og venstre, navnlig er han bange for Fyns Venstreblad.
Var i Teatret og så et nyt dumt og smagløst Lystspil Onkel Hans. Blev skuffet over Nyerhvervelsen, Hans Otto Nielsen, han kan ikke benyttes til Romeo.
Arbejde på Storkansleren til jeg skulle til Odense. Var oppe hos Thorvald Larsen, med hvem jeg havde en længere Forhandling angående Rollebesætningen i Kejseren af Amerika.
Nyt Undermineringsarbejde mod den rare Thorvald Larsen, en af hans egne Skuespillere, Lind, skriver til mig for at høre, hvorledes jeg ville stille mig til Teatret, ifald han blev Direktør ved Sæsonens Udgang.
Om Aftenen gennemgik jeg meget grundigt Kejseren af Amerika for at kunne træffe Afgørelse angående Rollebesætningen.
Preben og jeg kørte om Eftermiddagen ind til Odense, hvor vi tilbragte længere Tid på Teatret i Samtale med Direktør Thorvald Larsen, der gerne ville høre noget om den engelske Opførelse af Kejseren af Amerika.
Preben var til Frokost på Ringsgården og han og Ingegerd mødtes med ved Garderoben i Odense Teater til Eftermiddagsforestillingen.
Langt Brev fra Direktør Larsen angående Indstuderingen af Kejseren af Amerika. Axel Juel og Komponisten Hakon Børresen telefonerede til mig i Anledning af den forestående Opførelse af Knud Lavard. De er begge i Odense i Anledning af Stykket, afværgede deres Besøg her.
Komponisten Siegfried Salomon beder mig interessere mig for, at hans nye Opera kommer frem på Odense Teater.
Aviserne er meget optagne af, at jeg bringer Axel Juels Knud Lavard, medens Teaterchefen ikke tør, Fyns Venstreblad har naturligvis nogle giftige Artikler i den Anledning med rigeligt Gift til Andreas Møller og mig.
Arbejdede på Storkansleren lige til jeg skulle køre til Odense. Besøgte Starck, der var sort melankolsk, han søger aldrig at lægge Bånd på sine Stemninger. Spiste på Grand Hotel, talte med Gregers Juul der er midt i sin Valgkampagne. Var henne at se Knud Lavard igen.
Var henne til Premieren på Bernhard Shaws Kejseren af Amerika. Jeg føler mig altid som Slags Vært ved de Forestillinger, jeg selv har bragt frem, og det morer mig at følge Stemningen hos Publikum, bagefter er der gerne nogle, der siger ”Tak for i Aften” til mig.
Så ud til Pløjningen, Eleverne takkede pænt for Teateraftenen. Stupide Kritiker af Kejseren af Amerika, i de dumme Odenseblade, som jeg foragter for dybt til at ærgre mig over.
Vågnede i en meget nedtrykt Stemning. Ked af det med Odense Teater. Er også noget trykket ved Tanken på de politiske Forhold og min egen dårlige økonomiske Situation.
Arbejdede på ”Storkansleren”. Kørte til Odense, hvor jeg spiste på Grand Hotel efter først at have været henne [at] hos Christophersen at købe en Blyantholder til Tange i Anledning af hans 29 Års Fødselsdag på Mandag. Var i Teatret at se Bjørnsons En Fallit.
Thorvald Larsen har i dag et godt og kraftigt Forsvar for sin og min Virksomhed på Odense Teater, blot han ikke havde brugt så mange og stærke Lovtaler om mig, det vil skade Sagen og øge ”Fyns Venstreblads” Had til mig.