Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.
Karl Gustav kom herop lige inden Prøven; han var glad ved sin nye Lejlighed og ved at være trådt Ingegerd nær, naturligvis er Erling Schroeder ypperlig som Markis Posa.
Arbejdede på Storkansleren. Læser med Interesse den oprindelige Udgave af Gjenboerne, den, Hostrup skrev til Studenterforeningen.
Eyvind Johan-Svendsen har fået en Ende på sit ulykkelige Liv, der til sidst var ganske opslugt af Druk og endnu værre Strabadser; han var allerede langt nede, da jeg sidste Gang så ham som Baronen i Strindbergs Båndet.
Karl Gustav besøgte mig inden Middag, han var meget opfyldt af, at han med kort Varsel skal spille Prologus i Antigone, da Hans Henrik Krause nu skal prøve på Frederiksberg Teater.
Skrev til Hellan Kolbye og ønskede ham tillykke med hans Ægteskab med Skuespillerinden Grethe Carlsen; bare det må gå, Hellan er så decideret homoseksuel. Besøg af Karl Gustav.
Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.