Sad nede hos Faderen om Formiddagen og snakkede om Krigen. Hans Mening har hele Tiden været den, at Tyskerne til at begynde med på Grund af deres numeriske Overvægt, hurtige Mobilisering og mere fremragende Førere, ville sejre, men de ville lidt efter lidt forbløde dem.
Kørte i Kalechen til Odense, hvor jeg som sædvanlig stod ud på Gråbrødretorv og gik hen at blive klippet hos Beyer, med hvem jeg som sædvanlig passiarede om Krigen.
Var henne hos den gamle forhenværende Vejmand Hans Larsen i Sibirien og lovede ham den ledigblevne Portion af Revningelegatet, da han sidder småt i det. Selv i dette fattige afsidesliggende Hjem er der en flammende Indignation over Tyskernes Skændselsgerninger i Belgien.
Nød noget Kakao og Kompot som Frokost og begav mig hen at besøge Redaktør Frederik Hansen, der fremviste mig sin Have og sit Hønseri. Han så meget mørkt på Situationen og gruede for det Øjeblik, da Englænderne ville tiltvinge dem Adgang gennem Bælterne.
Var syg og utilpas, det er 3die Gang Viggo kommer til Lundsgaard, og hver Gang har jeg følt mig syg på Ankomstdagen, det er fortvivlende altid at være dårlig.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.
Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
Langt kærligt Brev fra Viggo, som jeg netop har tænkt så meget på i disse Dage. Han fortæller interessant om den smukke Stemning, der hersker i Paris, alle er beredte til at ofre Liv og Velfærd, der hersker Ro, Tillid og Tryghed.
Jeg har efterhånden fået adskillige Søndagsvaner, først den gamle at ligge længe om Morgenen, dernæst at springe Frokosten over og i Stedet for at drikke Fru Nielsens lækre Chokolade, dernæst ikke at gå ud hele Dagen og at samle en Del Brevskriveri til Søndag.
Var i mit sorteste Humør under Gudstjenesten og endnu værre blev det under en Familiespadseretur inden Frokosten.
Stor Middag bagefter, de fra Nedergaard og Egelykke var der, jeg førte Komtesse Lerche til Bords.
Man meddelte mig, at ved Mobilisering ville kun de 18 Årgange blive indkaldte, og jeg gamle Liv hører nu til 20ende.