Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.
Det synes at interessere Folk hvad jeg har skrevet om Heibergs Syvsoverdag. Odense Teaters Opførelse af Dramaet synes at skulle blive en Begivenhed.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet.
Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.
Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.
Redaktør Asger Kanstrup vil have mig til at svare offentligt på de mange Indlæg, min Afhandling om Livet efter Døden har givet Anledning til; jeg kunne nok have Lyst til det. Var for anden Gang henne at se Dagmarrevyen.
Der kommer stadig Takkeskrivelser fra dem, som have fået Vildt fra Tranekær. Var atter henne i Riddersalen at se Hamlet efter forinden at have spist i Drachmannskroen, hvor de to store Plomber faldt ud.
Mange Provinsblade gengiver i Uddrag min Artikel om Arveprinsesse Caroline. Var henne hos Karl Gustav, der for hver Dag bliver synligt raskere og friskere; han skal op imorgen, og samtidig begynder Massagen af Benet, som han viste mig; det så nu så temmelig normalt ud.