Jeg holdt mig inde hele Eftermiddagen på Grund af Forkølelsen og læste med ublandet Nydelse Wilhelm Holstes (Frøken Holstes Faders) bog om Felttogene i første Krig, især Ulykken i Eckernförde Fjord med ”Christian den ottendes” Sprængning er levende beskrevet.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Skrev til Gradewitz og søgte at gøre ham begribeligt, at alle her i Danmark, fra Kongen ned til Proletaren, kun ønskede et nemlig absolut Neutralitet. Skrev også til Albrecht Schmidt, talte i Telefonen med Federiet, hvor det går meget småt, takket være Krigen.
Var henne hos den gamle forhenværende Vejmand Hans Larsen i Sibirien og lovede ham den ledigblevne Portion af Revningelegatet, da han sidder småt i det. Selv i dette fattige afsidesliggende Hjem er der en flammende Indignation over Tyskernes Skændselsgerninger i Belgien.
Nød noget Kakao og Kompot som Frokost og begav mig hen at besøge Redaktør Frederik Hansen, der fremviste mig sin Have og sit Hønseri. Han så meget mørkt på Situationen og gruede for det Øjeblik, da Englænderne ville tiltvinge dem Adgang gennem Bælterne.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.
Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Var til Eftermiddagsforestilling på Dagmarteatret og så Pygmalion. Spiste her på Hotellet bagefter og nød rigtig en Times Tid at sidde og læse i Problematische Naturer. Gik hen til Komtesse Lerche, hos hvem jeg traf Admiral Evers og Frue samt Ida Skeel og Regitze Lerche.
Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
En aldeles fortrinlig Artikel om Krigen af N.P. Jensen, det bedste og klareste, jeg endnu har læst om det Emne. Det munder ud i det jeg helst af alt ønsker: At Krigen lakker mod Enden, idet General Joffres store Fremstød, der skal bringe de Allierede Sejren, nærmer sig.
Nåede ind til Barberen inden han lukkede. Så ud til Dr. Thorson på Åboulevarden for at tale med ham om Anbringelsen af Krigsinvalider her i Danmark. Han har fået Tanken efter at han på de Allieredes Side har deltaget i Krigen på Vestfronten og i Serbien.