Talte med min Nabo Lundsten, der sagde, at der den Aften, da Gadekampen fandt Sted her på Frydendalsvej, også trængte Kugler ind gennem Ruderne i hans Villa, både hos ham og i Stuen, flere andre Villaer i Nærheden blev ramte.
Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Arveprinsesse Caroline; Arbejdet interesserede mig højligen, og jeg mener, at Artiklen blev god. Så kom Karl Gustav, der blev glad over Gruppebillederne med ham selv og mig.
Masser af kendte Folk er arresterede, Lensgreve Schimmelmann, Juel på Villestrup, Bent Holstein; det gør mig ondt for Fru Reinhold Jacobsen. Der er dræbt Masser i Nat under Gadekampene [i Nat].
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Havde en Del Skriveri i Anledning af Roskildensersamfundets Rusgilde 23. Juni. Var til Premiere i Frederiksberg Teater på Leck Fischers Fronten, der forherliger Frihedskæmpernes Færd under Besættelsen.
Karl Gustav fortalte om Episoden på Det Kongelige Teater, hvor Ebbe Rode har overfaldet Frantz Andersen, der havde udtalt sig meget stærkt om Seligmannes ondskabsfulde og uretfærdige Anmeldelse af Opførelsen af Don Juan.