Jeg kørte om Aftenen ud til Arendrups fjerntliggende Bopæl i Faxe Tværgade. Gärtner kom lidt efter mig og noget senere Bjørnbach. Sidstnævntes Ydre skuffede mig en lille Smule. Han er noget tyk og har et sløvt Udtryk.
Jeg spiste en ganske hyggelig Frokost med Bjørnbach i Dagmar. Han fortalte mig om en herværende Agent, der en Gang om Ugen holdt åbent Hus for alle med os ligesindede. Han omtalte Frederik Jensen som en stor ”Forbruger”.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Fred og Ro nyder jeg i disse Dage, sådanne Dage er mig så sjældent tilmålte. Men hvor går det dog ned ad Bakke med mig, mere og mere åndelig svækket og mere og mere i Fare for en Skandale og Flugt, for jeg er og har været uforsigtig, ligesom blindt og sløvt styrtet mig ind i det.
Rejste med den Gamle til Odense. Under Turen sagde han mig Ubehageligheder durch die Blume. Særlig angreb han, uden at nævne mig, de Mennesker, der holde af at rejse, kaldte det at rejse for skadeligt Dagdriveri, talte dernæst, stadig uden at nævne mig, om Droner og unyttige Eksistenser.
Allerup kom op og meddelte mig, at der var kommet Sladder ud i Anledning af de Penge, jeg af og til har givet Peter Gade. Hvad Folk sluttede deraf, havde han ikke kunnet få Rede på, det var Peter Havemand, der med en underfundig Latter havde fortalt ham det.
Vi var alle sammen ude at uddele Julegaver til Byens Børn og derefter til Eftermiddagsgudstjeneste. Sabro, den nye Provst, holdt en ret mager Tale. Til Middag kom som altid den kedelige Pape.
Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.
Andersen kom og hentede mig Kl. 9, og vi gik sammen ud til Kauslunde. Undervejs fortalte Andersen, at han i Går hos Bøttme havde hørt en hel Del om Sædelighedsaffæren, der griber mere og mere om sig og truer med at vokse Accessor Wilcke over Hovedet, bare jeg slipper.
Skovrideren tog afsted om Formiddagen. Var længe ude at se til Hvedehøsten, vi havde 12 Vogne derude, så det gik hurtig med at køre Hveden i Stakke. Pastor Hansen kom cyklende forbi; han skulle ud at se til Johannes Jensens Kone, der har fået døbt et Barn.
Jeg gik ned til Havemandshuset for efter Aftale at se på det indvendige. Jens var der tilligemed en Broder. Jens fik Lejlighed til at sige mig, at han vidste der var kommet Rygter ud om os, og han bad mig om for alle Tilfældes Skyld at holde mig lidt borte fra ham den første Tid.