Mikkelsen fortalte om Forholdene på Bornholm, hvor de russiske Soldater optræder som rene Banditter, når de er løshændede, og Mord, Voldtægt, Brandstiftelse hører til Dagens Orden derovre.
Hans besøgte mig, meget opfyldt af alt det, Erik Scavenius havde fortalt under Besøget på Stensballegård; Erik var indigneret over, at Gunnar Larsen skulle være Syndebuk for hele Ministeriet Buhl; Buhl, der selv var stærkt kompromitteret, havde på en grum Måde ladet Erik i Stikken.
Var oppe hos Thorman for at lade Kai Nielsen rette på min Bandage; vi var enige om at misbillige Domstolenes undertiden aldeles forrykte Domme, således kom det for en Dag igår, at Højesteret frikendte en såkaldt Landsforræder, der var idømt syv Års Tugthus af Østre Landsret.
Det lader til, at Russerne vil blive hele Vinteren på Bornholm, som de næppe nogensinde forlader; der bliver ingen Engangsskat, men der vil forhåbentlig kunne presses tre Milliarder ud af Værnemagerne.
Hvor er det farligt med de mange Våben, man har ladet de afdankede Frihedskæmpere beholde, i går har en 13 Års Dreng dræbt en jævnaldrende Kammerat med et Gevær, en Frihedskæmper havde været letsindig nok til at låne ham.
Man ser åbenbart forskelligt på Behandlingen af tyske Flygtninge, for Rydgård fortalte Köller, der står for Folkekøkkenerne, giver Flygtningene det samme, som serveres i Folkekøkkenet, og den Mad er god og rigelig.
Hvor latterligt, at man vil holde store Mindefester den 5. Maj; med Fakkeltog etc. efter alle de Skuffelser, det År, der er gået siden Befrielsen, har bragt; jeg agter at lukke mig inde i min Stue.
Så Kongen og Dronningen køre forbi hen til Korset ved Runddelen, i Aften skal der være Asfaltbal omkring Korset, en mindre passende Sammenblanding.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.