Jeg gik ned til Havemandshuset for efter Aftale at se på det indvendige. Jens var der tilligemed en Broder. Jens fik Lejlighed til at sige mig, at han vidste der var kommet Rygter ud om os, og han bad mig om for alle Tilfældes Skyld at holde mig lidt borte fra ham den første Tid.
Gik om Formiddagen ind til Kerteminde at besørge nogle Ærinder og skimtede lidt af Valgrøret. Lige efter Frokost gik jeg ind til Teknisk Skole og stemte på Redaktør Andersen, gik så hen over alle Markerne, talte ude i Strandmarken noget med Poul og gennemstrejfede så Skovene på kryds og tværs.
Jeg pakkede mine Kufferter og tog til Weimar, hvor jeg på det huldsaligste modtoges af Vetter. Imellem Brevene fandt jeg et højst ubehageligt og foruroligende fra Barberen i Claragade i Odense. Allerup havde tit nok advaret mig mod Slubberten.
Der var et Svarbrev fra Barberen i Odense. Sagen er ikke nær så slem som jeg troede i den første heftige Forskrækkelse. Barbersvenden vil hjælpes til Amerika, og det er jo ikke uoverkommeligt.
Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde.
Da jeg kom hjem forefandt jeg et højst ubehageligt Brev fra Slubberten i Claragade i Odense, ham Barberen. I en meget brøsig og truende Tone fortæller han mig, at den til Amerika rejste Svend trods sin skriftlige Erklæring må have sladret af Skole.
Jeg havde stolet alt for sikkert på at jeg kunne tiltræde min Rejse så snart jeg kom hjem fra den nødvendige Københavnstur, for imorges var der Brev fra Moder om at Kronprinsen og Kronprinsessen kom til Tranekær 1ste og 2den December.
Jeg har ikke reageret på Olauf Nielsens sidste Brev med Opfordringen til at sende ham Resten af Erstatningen. Efter hvad jeg har bragt i Erfaring har han virkelig forladt Odense og har begivet sig til Nykøbing på Falster, hvor Faderen har en Barberforretning.
Barber Nielsen skrev til mig fra Nykøbing at han om cirka 14 Dage kom til Odense og der agtede at overgive Sagen til Sagfører Frandsen. Så må jeg nok en af Dagene til Odense at tale med Frandsen. Lukkede som sædvanlig om Søndagen Døren til min Stue i Lås for at have Fred.
I Odense gik jeg i det øsende Regnvejr op i Overgade 3 for efter Aftale at træffe Frandsen. Sagfører Krarup, en ung smuk, stærkt blond Mand, kom mig i Møde og meddelte mig, at Frandsen havde været nødsaget til at tage til København men havde efterladt et Brev til mig.
Jeg blev vækket 6 ¾ og røg glad og oplivet ud af Sengen og glædede mig til at komme hjem til Lundsgaard. Jeg tog kun og pakkede Toiletrekvisitterne ind i min Håndkuffert og lod alt det øvrige ligge da jeg jo kommer igen Torsdag Aften.
Besøgte Siegfried henne på St. Anna Plads. Han talte mest om sin elskede Richard Hansen, til hvem han havde stået i Forhold i halvandet År. Da jeg havde siddet lidt hos ham gik jeg hen til Lysberg & Hansen i Palægade og købte en smuk Rokoko-Skærm.
Da jeg kom hjem forefandt jeg et Brev fra Paul Jørgensen. Efter mange Omsvøb mundede Brevet ud i det hvori så mange af mine erotiske Forbindelser er udmundede: i en Anmodning af et Pengebeløb.
Havde Frøken Fibiger og Jomfru Petersen hver for sig oppe hos mig for at give dem Instrukser vedrørende de kommende Dages Rykind af Gæster. De to Damer ligger nok, efter hvad jeg hører, mere end nogensinde i Hårene på hinanden, formodentlig har den arrige Jomfru Petersen Hovedskylden.
Leths og Haffner rejste om Morgenen tidlig over Ullerslev. Lunde kom Kl. 10 for at tilse Statshønseriet – hvor er den skikkelige Mand langsom.
Havde en Del Skriveri om Morgenen. Så sammen med Reimers på mine Billeder og Kunstsager. Efter Frokost kørte vi ud i Charabanc. Luften var lidt fugtig og blød, med en ganske fin Dis.
Kl. 10 satte vi os alle 3 i den åbne Landauer og kørte under munter Samtale og Spøg til Odense, hvor vi i den allerbedste Stemning spiste Frokost og bagefter besørgede en Bunke Ansigtskort. Beså det indre af Domkirken og aflagde et Besøg i H.C. Andersens Hus.
Drak Te sammen med Paul og besørgede så en Del Skriveri. Meget lystige ved Frokosten og ganske overstadige bagefter inde i den tyrkiske Stue, jeg gennemlever une seconde jeunesse i disse vidunderlige uforglemmelige Dage.
Med 11 Toget rejste mine to Gæster, og jeg var alene i det store Hus. Allerup så efter den bortkørende Vogn med et døende Blik. Jeg gik ud i Marken og havde desuden en lang Forhandling i Hønseriet med Rasmus. Med Conradsen talte jeg længe oppe på Avlsgården og gik så alle Markerne rundt.