Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.
Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Starck, der klagede over, at Karl Gustav ikke arbejdede med at fordre sin Teknik, der var meget mangelfuld, navnlig var hans Diktion slet; han arbejdede ikke nok og misbrugte sin rigeligt tilmålte Fritid til at solde.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.