Deuntzer har gjort Alvor af sin Trussel og har hjemsendt Rigsdagen efter at Traktaten med Amerika om Afståelsen af de vestindiske Øer er bleven forkastet af Landstinget med 2 Stemmers Majoritet.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Vi var alle sammen ude at uddele Julegaver til Byens Børn og derefter til Eftermiddagsgudstjeneste. Sabro, den nye Provst, holdt en ret mager Tale. Til Middag kom som altid den kedelige Pape.
Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.
Skovrideren tog afsted om Formiddagen. Var længe ude at se til Hvedehøsten, vi havde 12 Vogne derude, så det gik hurtig med at køre Hveden i Stakke. Pastor Hansen kom cyklende forbi; han skulle ud at se til Johannes Jensens Kone, der har fået døbt et Barn.
Særlig Unter den Linden ser man betydelige Forberedelser til Kejserens 50-årige Fødselsdag. Misstemningen mellem ham og Folket synes jo nu at være trukket over, Krigsfaren ligeledes.
Gik om Formiddagen ind til Kerteminde at besørge nogle Ærinder og skimtede lidt af Valgrøret. Lige efter Frokost gik jeg ind til Teknisk Skole og stemte på Redaktør Andersen, gik så hen over alle Markerne, talte ude i Strandmarken noget med Poul og gennemstrejfede så Skovene på kryds og tværs.
Valgene Landet over betyde en stærk Forskydning i konservativ Retning og et Nederlag for J.C. Christensen.
Stor Vrede over at J.C. Christensen er blevet Forsvarsminister. Forsvarsminister? Forsvarssagen har udelukkende været benyttet som Skalkeskjul for J.C. Christensen og de andre, der blot tænke på at blive Ministre og skrabe til dem og plyndre Landet til Fordel for dem selv.
Der modtog vi Meddelelse om Ministeriets Zahles Dannelse. Hvad der mest overaskede mig var Erik Scaveniuses Udnævnelse til Udenrigsminister. Zahle har jeg gået i Skole med i Roskilde, han var en Del Klasser over mig. For min Erindring står han som en stille og beskeden Yngling.