Arvingen til Storbritanniens Krone, Prinsen af Wales ældste Søn er bleven forlovet med Prinsesse Victoria af Teck. Hun er en Datter af Hertugen af Teck og den afdøde Hertug af Cambridges Datter.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.
Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Hvem skulle egentlig have troet, at to så konservative Lande som Kina og Tyrkiet skulle blive Republikker? Nu har Tyrkiet oven i Købet jaget den afsatte Sultan ud af Landet. Hvem havde før 1914 troet, at Kongedømmet skulle vare længere i Italien og Spanien end i Rusland og Tyskland?
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.