I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
Det er nu slået fast, at Fader fra Maj 1897 overlader mig Lundsgaard med dets Hovedgård, Skove og Bøndergods, NB ikke en eneste Fæstegård er solgt.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Jeg blev vækket 6 ¾ og røg glad og oplivet ud af Sengen og glædede mig til at komme hjem til Lundsgaard. Jeg tog kun og pakkede Toiletrekvisitterne ind i min Håndkuffert og lod alt det øvrige ligge da jeg jo kommer igen Torsdag Aften.
Havde Frøken Fibiger og Jomfru Petersen hver for sig oppe hos mig for at give dem Instrukser vedrørende de kommende Dages Rykind af Gæster. De to Damer ligger nok, efter hvad jeg hører, mere end nogensinde i Hårene på hinanden, formodentlig har den arrige Jomfru Petersen Hovedskylden.
Leths og Haffner rejste om Morgenen tidlig over Ullerslev. Lunde kom Kl. 10 for at tilse Statshønseriet – hvor er den skikkelige Mand langsom.
Havde en Del Skriveri om Morgenen. Så sammen med Reimers på mine Billeder og Kunstsager. Efter Frokost kørte vi ud i Charabanc. Luften var lidt fugtig og blød, med en ganske fin Dis.
Kl. 10 satte vi os alle 3 i den åbne Landauer og kørte under munter Samtale og Spøg til Odense, hvor vi i den allerbedste Stemning spiste Frokost og bagefter besørgede en Bunke Ansigtskort. Beså det indre af Domkirken og aflagde et Besøg i H.C. Andersens Hus.
Drak Te sammen med Paul og besørgede så en Del Skriveri. Meget lystige ved Frokosten og ganske overstadige bagefter inde i den tyrkiske Stue, jeg gennemlever une seconde jeunesse i disse vidunderlige uforglemmelige Dage.
Med 11 Toget rejste mine to Gæster, og jeg var alene i det store Hus. Allerup så efter den bortkørende Vogn med et døende Blik. Jeg gik ud i Marken og havde desuden en lang Forhandling i Hønseriet med Rasmus. Med Conradsen talte jeg længe oppe på Avlsgården og gik så alle Markerne rundt.
Hvilken Fryd for Øjne og Øren at se og høre Regnen strømmede ned fra Himlen. Kørte til Rudkøbing. Talte i Kahytten lidt med Hotelvært Sørensen, der med sin Familie skulle på Lysttur til Faaborg. Gik en rar Tur, de halvanden Time jeg havde i Svendborg.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
I dag ratificeres Freden, og vi begynder at kunne tælle Dagene til vi efter 56 Års Forløb skal have Sønderjylland tilbage. Var oppe hos Manthey-Wagner at drøfte forskellige Sager vedrørende Sønderjylland.
I Niels Juelsgade mødte jeg minister H.P. Hansen, der bad mig følge med op i det sønderjyske Ministerium for at vi kunne tale lidt om afstemningen derovre og om den internationale Kommissions Arbejde.
Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.
Talte i Telefonen med Redaktør Andersen, der for et Par Dage siden havde talt med Landbrugsministeren, der havde sagt, at selvom Kommissionen gav os Flensborg, ville Regeringen ikke tage derimod, ifald der var dansk Mindretal.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.