Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.
Oppe på Kirkegården så jeg tilfældigvis mine Oldeforældre Schulins Grav ved Indgangen til Kirken; det interesserede mig at se, at Grandmamas Tysklærerinde ”gamle Jette de Voss” lå begravet i det schulinske Gravsted; Fader talte så tit om hende. Var inde i Kirken.
Havde en Del Godskorrespondance; glimrende Driftsoverskud på Korsebølle; Lovede at hjælpe Godslæge Rasmussens Enke, der gerne vil have den ene Søn på Sorø Akademi. Om Eftermiddagen så jeg Filmen Teatertosset på Carlton-Teatret.
Der kommer stadig Takkeskrivelser fra dem, som have fået Vildt fra Tranekær. Var atter henne i Riddersalen at se Hamlet efter forinden at have spist i Drachmannskroen, hvor de to store Plomber faldt ud.